Making of MYO: Del 1 "Tør jeg satse?"

08/03/2022

Den internationale kvindedag.

Også i dag vågnede vi op til nyheder, der ryster os og får os til at stille spørgsmålstegn ved, hvilken retning verden bevæger sig i. De seneste to år har virkelig påvirket én på så mange forskellige måder, og da alle ved, hvad jeg mener (og har deres egen oplevelse af denne tid), behøver jeg ikke gå mere i detaljer om, hvor meget jeg selv ville ønske at læse flere positive nyheder.

Men den tid kommer – det vil jeg alligevel tro på. Og i dag vil jeg fokusere på noget positivt: nemlig at skrive om min egen oplevelse af at have startet og i to år drevet et aktieselskab. Som kvinde. Først alene, derefter med andre kvinder (selvom vi egentlig stadig gerne vil kalde os piger – må vi ikke det? 34 er vel ikke en alder!).

Snart har jeg været iværksætter i to år. Denne tid, hvor jeg har drevet start-up, har givet mig mere, end jeg nogensinde havde kunnet ønske, efter at jeg turde forlade alt, der føltes trygt, og stole på, at ”alt ordner sig”. Denne tekst kan blive lang, men jeg håber virkelig, at den giver håb og opmuntring til den, der vil turde tro på sine drømme. Velkommen til første del af “Making of MYO”, som vil fortælle min personlige oplevelse af at have startet mit drømmefirma.

”Tør jeg tage risikoen”?

I januar 2020 befandt jeg mig i en mærkelig situation med mit daværende job. I 2,5 år havde jeg været ansat i en hurtigt voksende startup i Stockholm og havde det rigtig godt. Før det i andre lignende virksomheder og havde boet i Stockholm i alt 7 år. En dag kom nyheden om, at hele vores salgsstrategi var ændret, og en stor omstrukturering var på vej. Det var ikke, hvad jeg havde forventet – men på den anden side var jeg ikke overrasket, for enhver startup må justere sin strategi en gang imellem. Så besluttede jeg, at det var tid til at gå videre. Jeg tog til Åre for at skifte miljø i et par uger, men havde ingen anelse om, at denne rejse faktisk ville få mig til at flytte helt op.

I denne periode med total usikkerhed begyndte jeg at sortere forskellige tanker om, hvor meget jeg egentlig ønskede at være ansat, og hvad jeg egentlig ville med mit liv. Set i bakspejlet er jeg taknemmelig for, at denne situation tvang mig til at turde tage skridtet mod min egen drøm. Ideen om MYO var kommet til mig i efteråret før alt dette skete, da jeg brugte hækling som en form for stresshåndtering om aftenen (min hjerne var totalt kaos, men jeg kunne alligevel sove bedre efter at have hæklet og lyttet til musik i en time, inden jeg gik i seng).

Jeg pep-talkede mig selv. Hver dag. Nu var jeg uden job og havde tid. For at skabe en ny opfattelse af mig selv måtte jeg gennemgå hele min karriere, alle roller jeg havde haft, alle gode og dårlige chefer, jeg havde haft, alle kontakter jeg havde skabt. Jo, jeg kunne da ret meget?

I mit hoved tegnede jeg kort; det her kan jeg nu, det her kan jeg lære, når det bliver nødvendigt. Men succes kommer sjældent gratis; i sidste ende handler det meste om ens motivation, evne til at finde løsninger og især viljen til at lære. At turde tro på sig selv, så meget at det bærer én igennem de dårlige perioder. Så jeg kom frem til nogle vigtige erkendelser:

1. Jeg behøver ikke kunne ALT for at starte virksomhed. Folk har gjort det før.
2. … men jeg skal alligevel være parat til at bruge den tid, der kræves, for at forstå de ting, jeg er usikker på (for eksempel alt, der har med penge/virksomhedens økonomi at gøre).
3. Jeg kan altid gå tilbage. Skulle mit forsøg gå helt galt, har jeg i det mindste en solid arbejdserfaring som backup og kan søge nyt job.
4. Jeg skal være god mod mig selv og acceptere, at jeg er nybegynder i det her. På den måde kan hver dag give mig nye lærdomme og oplevelser. Som at studere, bare med et rigtigt formål.

Så hvor stor var risikoen egentlig? Jeg fik nogle måneders fratrædelsesgodtgørelse fra det gamle job og havde lidt opsparing. Et halvt år er ikke lang tid i sammenhængen ”starte virksomhed”, men jeg besluttede at bruge denne tid på at skabe nogle produkter og teste, hvordan de blev modtaget af venner og bekendte, som først fik lov at prøve, og se, hvordan det ville føles bagefter. Jeg besluttede også at blive i Åre, mest fordi jeg ville det, men også af økonomiske grunde. Selvom jeg nu har levet på SU-budget i to år, har livet her føltes fantastisk rigt alligevel; at være ude i naturen koster jo ikke noget i sig selv.

”Hvordan planlægger du at finansiere det her?”

Efter 6 måneder var lønudbetalingerne fra det gamle job helt stoppet, og dermed var den eneste indtægt, jeg havde haft, væk. Jeg nægtede at gå til Jobcentret og søge ”start-eget-tilskud”, fordi jeg havde hørt, at processen er lang og kræver, at man søger andre job samtidig. På dette tidspunkt havde jeg formået at skabe fire produkter til MYO og var i gang med at teste konceptet med instruktionsvideoer, jeg havde lavet til Instagram (filmet med telefonen, da jeg ikke havde råd til andet). Jeg indså, hvor meget tid produktudviklingen tog, og hvor lidt jeg kunne om fx markedsføring på forskellige platforme. Og jeg var stadig alene i virksomheden.

De risici, man tager, når man starter virksomhed, kan (i min verden) groft sagt deles op i emotionelle og økonomiske. Emotionelle: At turde tro på sin egen idé så meget, at man i en periode nærmest ofrer alt andet. Risikoen er, at alt ikke går som planlagt, og i værste fald vil ingen købe det, du sælger. Eller at alt bare tager frygteligt meget længere tid, end man havde tænkt, og man må holde gang i det, tro på sig selv og sin idé uden nogen som helst bekræftelse på, at man er på rette vej. Økonomiske: Ja, alt det, der kræves for at produkterne bliver til virkelighed. Alle programmer, der koster at bruge hver måned, alle konsulenter, man har brug for, fordi man ikke kan gøre alt selv. Vareindkøb. Transportomkostninger. Hvordan laver man overhovedet det første budget for sin virksomhed? Det havde jeg ingen anelse om. Jeg, som alligevel har læst økonomi i Uppsala i tre år, vidste ikke engang, hvordan man laver et fornuftigt budget.

Oktober 2020. Pengene var opbrugt, men fire produkter var færdige. En dag brød jeg sammen, og min mor sendte nok penge, så jeg kunne betale nogle regninger (tak <3). Med ekstra arbejde på restaurant kunne jeg forsørge mig selv, men hvad med virksomheden? Tanker, der dukkede op dengang og som førte mig fremad:

1. Tør at bede om hjælp. Jeg kontaktede selv Åre kommunes rådgivere og fik kontakter videre fx til en lokal inkubator (Peak Innovation, som vi nu er med i) og ALMI, et statsejet venturekapitalselskab. Overvej at tage venturekapital som et alternativ, der kan hjælpe dig med at finansiere starten. Det lyder stort og skræmmende, men de lån er faktisk lavet til virksomheder, der har brug for kapital for at komme i gang og har gode vilkår.
2. Vær 100% transparent og ærlig om, hvor du vil med din virksomhed – over for dig selv og andre. Husk, at folk hepper på dig og vil hjælpe dig! Vær åben og tal om, hvad du har brug for. Det kan være lige om hjørnet.
3. Evaluer hele tiden, hvor du bedst investerer din egen tid. Er du usikker på at håndtere økonomien selv? Så er det nok værd at få hjælp af en, der kan. Allerede tidligt fik jeg hjælp af en person, der tog sig af hele vores regnskab, fordi jeg vidste, at netop den del gav mig mest angst.
4. Undervurder ikke dig selv og din evne til at løse ting. For at lære at svømme må man først hoppe i poolen.

En ting er sikkert: vi kvinder tager i betydeligt mindre omfang lån og venturekapital for at få vores virksomheder til at vokse. MEGET mindre. Jeg er engang blevet spurgt hvorfor og kunne egentlig kun svare med ét ord: risikoen. Vi vil ikke tage risici, kaste os ud i det ukendte af mange forskellige grunde. Hvorfor vil drenge det? Hvad får os til at bremse og lade ”hvad nu hvis” – tankerne tage over? Eller tror vi ikke nok på os selv – og i så fald hvorfor?

Til sidst blev det et lån fra ALMI på 200.000. Afdragene skulle først starte om et år, så jeg havde et år til at få virksomheden i gang, så vi kunne klare at afdrage. Det føltes rimeligt, og jeg er stadig taknemmelig for al den hjælp og finansiering, vi fik på den måde.

Nogle ord om at være kvinde og iværksætter

 Denne tekst er ved at blive lang, og jeg indser, at det er bedre at fortsætte i næste del en anden dag. Men for at referere tilbage til begyndelsen af teksten og dagens tema: Det faktum, at kun 18% af svenske aktieselskaber med en årlig omsætning over 500.000 kr. ejes/dreves af kvinder – det får én virkelig til at tænke over, hvorfor vi kvinder ikke tager mere plads i erhvervslivet. Ikke alle ønsker at have virksomhed, mange trives med tryg ansættelse – det er jeg med på. Men det føles alligevel som om, mange derude gerne ville det.

 Ærligt talt kan jeg indrømme én ting: en stor grund til, at jeg startede MYO, var ikke kun for på sigt at kunne forsørge mig selv. Der ligger noget mere i det. I alle virksomheder, jeg har arbejdet i gennem min karriere, har drengene stået i centrum. De har ejet og styret, turdet tage plads, turdet satse. Taget (syge summer) venturekapital, kørt deres løb. Det har været sjovt og lærerigt at følge med i; og selvom det ikke altid er gået helt ”efter planen”, har jeg altid beundret alle, der prøver. Og det kan vi kvinder også gøre. Min situation har, i og for sig, været nem, fordi jeg ikke har familie eller børn. Jeg forstår, at situationen ser anderledes ud for dem, der har, man må tænke på de økonomiske forudsætninger på en helt anden måde samt også sin egen tidsplan.

I næste del vil jeg fortælle om MYO’s deltagelse i Draknästet og hvordan Salli kom med i virksomheden. Skriv gerne en kommentar, hvis du ønsker, at vi skal skrive om noget specifikt fremover! Følg MYO på @makeyourown.se eller tilmeld dig vores nyhedsbrev, så får du besked, når historien fortsætter.

Drøm stort! <3

// Oona, grundlægger af MYO Make Your Own